torsdag den 11. april 2013

Hæklede ammeindlæg

Jeg er jo på barsel med en to måneder gammel datter. Det bliver ikke til meget indviklede hæklerier, men noget simpelt har jeg da overskud til.

Da det stadig er lidt koldt, trods årstiden, bruger jeg ammeindlæg af uld. De er lidt dyre, så jeg overvejede om ikke man kunne lave dem selv. Og det gjorde jeg så i dag! Hermed min første opskrift. Som ikke er særlig opfindsom, jeg har bare hæklet rundt og rundt. Den ser sådan her ud:

Tykt uldgarn
Hæklenål 3.5 mm

Slå fire luftmasker op og hæft dem sammen til en ring med en kædemaske.

1. omgang: seks fastmasker i ringen.

2. omgang: to fastmasker i hver maske.

3. omgang: skiftevis en fastmaske og to fastmasker i hver maske.

4. omgang: to fastmasker i hver tredje maske, ellers en fastmaske i hver maske.

5. omgang: to fastmasker i hver fjerde maske...

6. omgang: to fastmasker i hver femte maske...

Fortsæt mønstret indtil indlægget passer i størrelsen. Husk at det skal passe ind i din BH. Hæft ender.

Tip: hvis du har svært ved at huske hvilken omgang du er kommet til, så brug hav en ekstra lang snor til at starte med, altså den første ende, du normalt ville hæfte ind. Hver gang du er færdig med en omgang lægger du så snoren ind, så du kan se, når du er nået omgangen rundt.

Uld er selvrensende, så de skal bare skyldes i varmt vand, når du synes.

2 kommentarer:

  1. Super godt ide👏😊 Tak for din opskrift❤️ Mange hilsner Christina

    SvarSlet